
Et langt og vigtigt kapitel i Skibbroens historie nærmer sig sin afslutning. Lørdag klokken 11.00 markeres den officielle indvielse af havneprojektet på Skibbroen – kulminationen på mange års arbejde, idéudvikling og tålmodighed.
Et projekt med pauser, fund og ny retning
Vejen hertil har ikke været uden bump. Undervejs dukkede den gamle havnefront og en kanal op, hvilket krævede nye afklaringer, justerede planer og ekstra tid. De historiske fund blev et vendepunkt, der både forstyrrede tidsplanen og løftede ambitionerne: Havnemiljøet skulle ikke bare anlægges – det skulle forankres i stedets fortælling.

En af de skitser der blev fremlagt kom fra Harald Christensen, Arkitekterne Syd, der udover at være byrådsmedlem for Socialdemokraterne også var formand for den ny nedlagte havneforening. I den gule ejendom bag ved havnefronten, har Harald Christensen haft arkitektkontor igennem mange år. Her har han kunnet kikke ud på området, som der i dag er blevet den nye Skibbro pladsen, hvor havnefronten blev fundet.

Fra masterplan til virkelighed
Allerede i januar 2011 meldte Tønder Kommune ud, at “Tønder Havn-projektet bliver en del af renoveringen af Tønder Midtby”. Kommunalbestyrelsen afsatte midler til en masterplan, der skulle sikre, at havnemiljøet på Skibbroen blev en naturlig del af byens helhed. Havnegruppen – en kreds af private ildsjæle – gik tidligt sammen med kommunens Teknik- og Miljøafdeling for at få visionen i mål. De første knap én million kroner, der blev indsamlet privat, var en vigtig start, men fondsmidler og ekstern finansiering blev nødvendige for at realisere den større plan.
Som formand Henning Schmidt sagde den gang: Skal bymiljøet være autentisk og udgøre en helhed, kræver det grundig planlægning – og en robust finansiering. Borgerinddragelse blev tænkt ind fra begyndelsen, så de lokale stemmer kunne præge udformningen.

Den nye havnefront er blevet meget indbydende både om dagen men også om aftenen. Her ses den ved en af festivalsdagene i august 2025, hvor der også var belysning på.
Skitserne, der bar visionen
Gennem årene er der tegnet flere skitser for Skibbroen. Arkæologi, teknik og økonomi har løbende formet designet til den løsning, borgerne nu møder: Et historisk inspireret havnemiljø, der binder kulturarv og byliv sammen med nye opholdsrum, formidling og adgang til stedets fortællinger.

Dagens program: Taler, musik og historiske nedslag
Den officielle åbning samler både nutidens beslutningstagere og byens historiefortællere. Programmet på Skibbroen byder på:
- Tale ved borgmester Jørgen Popp Petersen
- Tale ved tidligere formand for den nu nedlagte Havnegruppen, Harald Christensen
- Oplæg ved JAC Studios
- Oplæg ved Lokalhistorisk Forening
- Musik ved Mads Langelund
- “Chokolade af havnen” ved Fylla
Derudover:
- Lokalhistorisk Forening sælger bogen “Skibbroen Tønder – Der var engang en havn”
- Museum Sønderjylland fortæller om udgravningerne og viser fund fra Skibbroen
Den officielle indvielse finder sted lørdag kl. 11.00 på Skibbroen.
En milepæl for midtbyen – og et startskud
Indvielsen markerer ikke kun afslutningen på et anlægsarbejde. Det er begyndelsen på en ny fase, hvor Skibbroen igen bliver ramme om liv, læring og fællesskab. Forløbet har vist, at lokal vilje, historisk bevidsthed og tålmodighed kan omsættes til byudvikling, der både hædrer fortiden og skaber plads til fremtiden.
Tønder har fået en havnefront, der fortæller – og inviterer. Kom og vær med, når historien folder sig ud ved vandkanten.

Kanal fra 1876 fundet under udgravning
Et af de mest spændende elementer i udstillingen er historien om en gammel forbindelseskanal mellem Tønder Havn og Vidåen. Kanalen blev bygget i 1876 og var en af de første cementkonstruktioner i Danmark. Den blev finansieret af midler, som daværende Tønder Kommune modtog fra det nye tyske kejserrige – penge, der stammede fra den franske krigsskadeerstatning på hele 5 milliarder guldfranc efter den fransk-preussiske krig.






