
Shopping, hygge og motion fredag den 3. oktober
Fredag den 3. oktober inviterer Tønder Handelsstandsforening til årets Open By Night, hvor butikkerne holder åbent helt frem til klokken 21. Samtidig er der masser af aktiviteter i bymidten, som skal skabe liv og stemning for både børn og voksne.
Cirkus Trapez og ballonklovn på Torvet
En af dagens store oplevelser finder sted på Torvet, hvor Cirkus Trapez klokken 18 giver en gratis open air-forestilling. Efter forestillingen underholder en ballonklovn børnene. Dertil kan både store og små nyde en tur i Tønders juletog, der kører gratis i forbindelse med arrangementet.
Fakler lyser byen op
Når mørket falder på, står Tønder Løbeklub klar til at sende deltagere afsted på det traditionsrige Fakkelløb. Ruten på 5 kilometer går gennem byen og ind i Anlægget og Parken, hvor stierne vil være smukt oplyst af fakler.
Der er start og mål ved Nybolig på Østergade 2. Løberne sendes afsted kl. 19.45, mens de gående starter fem minutter senere. Alle deltagere får et selvlysende armbånd, som er med til at skabe den helt særlige stemning.
For hele familien
– Fakkelløbet er for både løbere og gående. Det handler om fællesskab, hygge og en stemningsfuld tur gennem Tønders gader, oplyst af fakler, fortæller arrangørerne fra Tønder Løbeklub.
Der er præmier på højkant i hver aldersgruppe, og når målstregen passeres, venter vand og frugt til alle. En del af overskuddet går til velgørende formål, som tidligere har inkluderet Broen og Julemærkehjemmet.
En aften med byliv og oplevelser
Open By Night kombineret med Fakkelløbet betyder, at Tønder fredag den 3. oktober får en aften fyldt med både shopping, underholdning, motion og fællesskab. Et arrangement skabt i samarbejde mellem Tønder Handelsstandsforening, Tønder Løbeklub, DGI og en række lokale sponsorer.
– Vi glæder os til at se byen fyldt med mennesker, lys og liv. Det bliver en aften, hvor Tønder virkelig viser, hvad vi kan, lyder det fra arrangørerne.






