
Byrådsmedlem Bjarne Lund Henneberg har tidligere på ugen anmodet om, at kontrolrapporterne og øvrigt relevant materiale blev fremlagt på et møde i Økonomiudvalget. Indtil videre ser det ikke ud til, at der bliver fremlagt noget.
For at afværge store diskussioner, rygter og konspirationsteorier om, hvad der står i dokumenterne, offentliggør vi derfor her de pågældende kontrolrapporter i anonymiseret form.
Redaktøren på TønderNYT har også modtaget hvad vi og andre betragter som trusler i forbindelse med dækningen af Fødevarestyrelsens kontroller af Jørgen Popp Petersens landbrug.
Kun rapporter fra den indeværende byrådsperiode
TønderNYT offentliggør en række kontrolrapporter, som redaktionen har modtaget via aktindsigt hos Fødevarestyrelsen. Der er udelukkende tale om rapporter fra den indeværende byrådsperiode, som vi specifikt har anmodet om og fået udleveret. Offentliggørelsen sker i anonymiseret form for at beskytte enkeltpersoner og sikre, at fokus er på sagens substans og myndighedernes tilsyn.
Baggrunden: En læserhenvendelse satte arbejdet i gang
Anledningen til aktindsigten var en læserhenvendelse i forsommeren, hvor en læser synes at vi skulle kikke nærmere vedrørende Popps landbrug, uden at vi fik yderligere oplysninger herom. Henvendelsen førte til en selvstændig redaktionel gennemgang og en indhentning af materiale gennem aktindsigt.
TV 2’s dækning og vores uafhængige research
På et senere tidspunkt blev vi bekendt med, at TV 2 arbejdede med en lignende problemstilling. Hvem der har tippet TV2 om sagen, har vi ikke kendskab til. Men det er ikke TønderNYT, som ellers flere har fortalt rundt omkring efter det vi får at vide.
Vi har ikke haft kendskab til TV 2’s research, indhold eller planlagte publiceringer. Der er tale om to separate og uafhængige researchspor. Vi havde et par artikler klar, da TV 2 offentliggjorde deres materiale, hvilket muliggjorde hurtig publicering fra vores side, men vores bearbejning af materialet var og er dog fortsat i gang.
Hvorfor vi offentliggør rapporterne
Sagen har været særdeles profileret—også i landsdækkende medier—og mange læsere har direkte opfordret til, at kontrolrapporterne bliver fremlagt. Da dokumenterne endnu ikke har været offentligt tilgængelige, har redaktionen efter grundige overvejelser og intern drøftelse besluttet at offentliggøre dem i anonymiseret form, da det er af samfundsmæssig interesse, når det er en folkevalgt det drejer sig om.
For at undgå rygter og konspirationsteorier
Offentliggørelsen har også til formål at forebygge rygter, spekulationer og konspirationsteorier om, hvad der er foregået og ikke foregået. Ved at fremlægge dokumentationen åbent og i fuld kontekst kan læserne selv se, hvad der faktisk står i rapporterne, og dermed danne sig et oplyst grundlag. Gennemsigtighed er efter vores vurdering det bedste værn mod misforståelser og fejlinformation.
Dog har vi ikke medtaget de afsnit med overstregninger, som Fødevarestyrelsen har foretaget ifb med aktindsigten.
Hensynet: Åbenhed og ansvarlighed
Vores mål er at sikre størst mulig gennemsigtighed om forhold, der vedrører dyrevelfærd og fødevaresikkerhed. Samtidig ønsker vi at værne om databeskyttelse og almindelig retsbeskyttelse for enkeltpersoner. Anonymisering er derfor valgt som den ansvarlige balance mellem offentlighedens interesse og hensynet til de berørte.
Fortsat dækning og opfølgning
Vi vil løbende publicere flere artikler, kontekst og faglige vurderinger, efterhånden som gennemgangen skrider frem.
Link til kontrolrapporterne
Her finder du de enkelte kontrolrapporter (anonymiserede):
- Fødevarestyrelsen kontrol 25-10-2022: Akt 16
- Fødevarestyrelsen kontrol 25-10-2022: akt 12
- Fødevarestyrelsen kontrol 17-04-2023: akt 31
- Fødevarestyrelsen kontrol 26-06-2023: akt 15
- Fødevarestyrelsen kontrol 26-09-2023: akt 15
- Fødevarestyrelsen kontrol 05-12-2023 Aktnr.: 19
- Fødevarestyrelsen Kontrol 04-03-2024 Aktnr 19
- Fødevarestyrelsen kontrol 03-06-2024: Akt 1
- Fødevarestyrelsen kontrol 20-11-2024 – akt 7
- Fødevarestyrelsen kontrol 06-02-2025: akt 6






