
For fjerde gang blev Bo Ludvigsens Frivillighedspris uddelt under årets Tønder Festival – og i år blev det til en særlig gestus, der kom BROEN Tønder til gode.
To prismodtagere i 2025
Årets modtagere af prisen var Hanne Risager, formand for BROEN Tønder og nyvalgt landsformand for BROEN Danmark, samt Mikkel Clausen fra Bredebro Idrætsforening, der i årtier har været en markant skikkelse i det lokale foreningsliv.
Begge blev hyldet for deres mangeårige indsats for børn, unge og fællesskabet i Tønder Kommune.
Dobbeltdonation til BROEN
Med prisen følger et legat på 5.000 kroner – men i stedet for at beholde beløbet valgte både Hanne Risager og Mikkel Clausen at donere deres prispenge til BROEN Tønder.
Dermed kunne foreningen, der arbejder for at give udsatte børn og unge adgang til fritidsaktiviteter, tage imod hele 10.000 kroner som støtte til det lokale arbejde.
Stor betydning for børn og unge
Siden 2011 har BROEN Tønder hjulpet børn til at blive en del af fritids- og foreningslivet, og alene i 2024 støttede foreningen 219 børn i kommunen. På landsplan fik over 7.500 børn hjælp til en meningsfuld fritid.
– Denne dobbeltdonation er et stort skulderklap til vores arbejde og betyder, at vi kan hjælpe endnu flere børn og unge i Tønder Kommune, lyder det fra Hanne Risager.
Pris til minde om Bo Ludvigsen
Frivillighedsprisen er indstiftet til minde om den tidligere formand for Tønder Festival Forening, Bo Ludvigsen, som gik bort i 2021. Prisen skal minde om hans store engagement i både festivalen og det frivillige fællesskab, der bærer Tønder Festival.
Artikelfoto Tønder festival






