
Politi efterforsker flere episoder – vidner efterlyses
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker i øjeblikket flere voldssager i Tønder natten til søndag den 31. august – blot få timer efter at årets Tønder Festival var afsluttet.
Fire voldssager på få timer
Ifølge politiet blev en 18-årig kvinde omkring klokken 00.40 i Vestergade skubbet og truet på livet af en gruppe unge. Senere på natten, kl. 01.30, blev en 17-årig dreng omringet og væltet omkuld på Kongevej, hvor han blev udsat for vold.
Kort efter, omkring kl. 02.00, blev en 21-årig mand overfaldet af en større gruppe på 8-10 unge – ligeledes på Kongevej. Yderligere et tilfælde fandt sted kl. 02.12 på Papegøjevej, hvor en 17-årig blev overfaldet.
Mistanke om samme gruppe gerningspersoner
Politiet vurderer, at hændelserne hænger sammen.
– Vi efterforsker ud fra, at der er tale om den samme gruppe unge gerningspersoner i alle tilfælde, da episoderne sker inden for et meget snævert tidsrum og et lille geografisk område. Vi ønsker at sætte en stopper for gruppens adfærd og efterforsker nu alle sagerne, udtaler politikommissær John Christiansen.
Politiet beder vidner eller andre med oplysninger om at henvende sig på telefon 1-1-4.






