
Opdateret kl 10.56:
TØNDER – Den hest, som har været efterlyst siden tidligere på ugen, er nu fundet – desværre under triste omstændigheder.
Lidt efter kl. 18 i går aftes modtog politiet en henvendelse om den savnede hest. Den blev kort efter fundet død i et område med tæt beplantning ved Tønder Rideskole.
Runa fra Rideskolen oplyser dog telefonisk her efter artiklen er kommet på, at hesten er blevet fundet uden for deres matrikel.
Ifølge de foreløbige oplysninger er der intet, der tyder på, at der er sket noget kriminelt. Det vurderes, at hesten formentlig er død af alderdom, men en dyrlæge er blevet tilkaldt for at fastslå den præcise dødsårsag.
Efterlysningen er nu afblæst, oplyser politikommissær Martin Hess Pedersen fra Områdecenter Syd i Sønderborg her til morgen.






