
Tidligere spidskandidat for Det Konservative Folkeparti i Tønder, Sonja Miltersen, træder nu ind i en ny rolle – som præsident for Tønder Rotary Klub i det kommende klubår 2025/2026.
Præsidentkæden givet videre med musik og minder
Det festlige formandsskifte fandt sted for nylig, hvor den nu afgående præsident, Mona Rasmussen, med stor værdighed og varme overlod præsidentkæden til Sonja Miltersen.
Før overrækkelsen gav Mona et stemningsfuldt tilbageblik på årets mange spændende møder og arrangementer i Rotary-regi. Det blev også en aften med musikalsk indslag, hvor Martin – organist ved Møgeltønder Kirke – sørgede for stemningen.
Aftenen begyndte med, at han spillede “Midsommervisen” på klaver, og senere bød han på tre smukke guitarnumre: Pete Seegers “We Shall Overcome”, den ikoniske “Somewhere Over the Rainbow”, samt Benny Andersens “Svantes Lykkelige Dag”.
Med kæden nu omkring halsen på Sonja Miltersen, ser Tønder Rotary frem til et nyt og spændende år – med start fra august.

Hæder til ildsjæle
På Rotary Tønders sidste møde inden sommerferien bød også på velfortjent hæder til to af klubbens særligt engagerede medlemmer. Først blev Laila Lund Andreasen tildelt en Paul Harris Fellow-nål for sin utrættelige indsats som sekretær og sin store rolle i implementeringen af Clubrunner-systemet. Hun blev rost for sin grundighed, vedholdenhed og sit engagement – en ægte rollemodel for Rotarys motto Service Above Self.
Dernæst blev Poul Erik Vestergaard Frandsen hædret med en Paul Harris Fellow med én safirsten for sin mangeårige indsats på distriktsplan. Som Guvernør Nominee og formand for medlemsudvalget har han været en stabil og samlende skikkelse i Rotary, med et tydeligt fokus på fællesskab og samarbejde.







