
Løgumkloster: Der var høj energi, rytme og velfortjent jubel, da eleverne fra Idrætsefterskolen SINE vendte hjem fra det netop afholdte DM i dans for efterskoler 2025 – med en guldmedalje i bagagen!
Efter måneder med intensiv træning, koreografi og sammenhold var det onsdag endelig tid til at træde op på scenen – og SINEs danselinje gjorde det med stil. I Performance-kategorien (næstbedste række) dansede de sig helt til tops og kunne lade sig hylde som Danmarksmestre.
– Eleverne har arbejdet stenhårdt og løftet hinanden både menneskeligt og fagligt. At stå på scenen og præstere sammen på det her niveau er stort, lyder det fra skolens ledelse.
Det var dog ikke kun medaljerne, der skabte glæde. Skolen kunne nemlig samtidig officielt offentliggøre, at Idrætsefterskolen SINE i 2026 bliver vært for selvsamme mesterskab. Det betyder, at Løgumkloster næste år bliver centrum for rytme, fællesskab og danseglæde for efterskoler i hele landet.
– At få værtsskabet er en kæmpe ære, og vi glæder os til at skabe en oplevelse for både deltagere og publikum. Vi er klar til at invitere Danmark til dans her i Løgumkloster, lyder det fra skolens ledelse.






