
Vær opmærksom i dag! Onsdag den 7. maj klokken 12.00 tester Danmark sit mobilbaserede varslingssystem, S!RENEN, der er designet til at advare befolkningen i tilfælde af ulykker og katastrofer. Kunder hos Norlys og Call me kan derfor forvente, at deres mobiltelefoner vil give lyd fra sig og vibrere på dette tidspunkt fortæller selskabet i en udsendt pressemeddelelse.
Landsdækkende test af vigtigt varslingssystem
S!RENEN, som er et samarbejde mellem Beredskabsstyrelsen, Rigspolitiet og Forsvarsministeriet, sender advarsler direkte til nyere mobiltelefoner med opdaterede styresystemer via landets telemaster. Når testen udføres i dag klokken 12, vil din mobiltelefon udsende en intens hyletone og vibrere kraftigt, indtil du aktivt trykker på beskeden for at slå alarmen fra.
Mobilnetværket afgørende i akutte situationer
Netværksdirektør i Norlys, Daniel Askeroth, understreger vigtigheden af et velfungerende mobilbaseret varslingssystem. Selvom Danmark sjældent rammes af større ulykker, er det afgørende, at myndighederne hurtigt og effektivt kan advare borgerne i et specifikt område ved akutte farer som brande eller ulykker.
Her spiller mobilnetværkene en central rolle i at distribuere beredskabsmeddelelser direkte til folks mobiltelefoner. Norlys anvender teknologien Cell Broadcast (CBC) til at udsende disse lokationsbestemte beskeder med lyd, tekst og vibrationer til deres kunder.
Ønsker du at vide mere om det nationale varslingssystem? Du kan finde yderligere information på sirenen.dk. Så husk at være forberedt på, at din mobil vil gøre opmærksom på sig selv klokken 12 i dag!







