
Glæde og forventning prægede indvielsen af det nye ungdomsmødested “Vores Sted” i Tønder i dag. Borgmester Jørgen Popp Petersen lagde i sin tale vægt på, at stærke kræfter har muliggjort realiseringen af dette længe ventede samlingspunkt for kommunens unge, der har stået uden et centralt mødested efter lukningen af både Ungdomsborgen og Halle.
Borgmester Popp fremhævede stoltheden over, at Tønder er den første kommune, hvor Realdania vælger at opføre et “Vores Sted”-hus. Projektet er en del af Realdanias jubilæumsindsats, hvor i alt 150 lignende mødesteder vil blive opført over hele landet. Han glædede sig også over brugen af genbrugsmaterialer i byggeriet og takkede både Realdania og Tønder Unge- og Kulturråd (TUK) for deres engagement og dedikerede huset som en base og et fristed for de unge i Tønder.
ReslDania ønsker at skabe mødesteder for folk, som kan mødes
Nina Kovsted Helk, direktør i Realdania, understregede foreningens arbejde med at skabe mødesteder, hvor mennesker kan knytte bånd. Hun betonede, at indvielsen i Tønder er en særlig dag, da det markerer åbningen af det allerførste “Vores Sted”. Valget af netop TUK som de første modtagere skyldes deres inspirerende arbejde for de unge i kommunen. Nina Kovsted Helk reflekterede over, hvordan hun selv som ung ville have værdsat i et sådant sted og fremhævede vigtigheden af et fysisk rum, hvor unge kan mødes og skabe relationer. Hun udtrykte et håb om, at de unge i Tønder vil få stor glæde af “Vores Sted”.
Johanne Wind Nielsen, forperson for TUK, udtrykte stor begejstring for det nye hus. Hun fremhævede det smarte låsesystem, der sikrer, at alle unge nemt kan få adgang til stedet. Johanne Wind Nielsen takkede Realdania for at have skabt dette fælles rum og givet de unge i Tønder denne unikke mulighed. Æren af at klippe snoren til det nye “Vores Sted” tilfaldt Marius fra TUK, hvilket blev mødt med et stort bifald fra de mange fremmødte.
Realdania om “Vores Sted” i Tønder
I en pressemeddelelse fra Realdania beskrives “Vores Sted” som et mødested, hvor unge kan vente på bussen, deltage i lektiecafé, jam-aftener og kreative værksteder – et sted, man kan besøge spontant og altid vide, at der er andre unge at mødes med. Placeringen ved plejehjemmets baghave, centralt mellem bus- og togstationen, er strategisk valgt for at sikre nem adgang for så mange unge som muligt.
Realdania fremhæver TUK som et forbilledligt eksempel på et fællesskab, der tager ansvar for at forbedre livskvaliteten for de unge i deres kommune. Undersøgelser viser, at netop relationer til andre mennesker er den vigtigste faktor for livskvalitet, og “Vores Sted” skal bidrage til at skabe både tætte og lette relationer blandt de unge i Tønder. Projektet i Tønder er det første af 60 allerede bevilgede mødesteder, og Realdania har oplevet stor interesse fra fællesskaber over hele landet. Mødestederne er designet som små, åbne pavilloner og fælleshuse, primært bygget i træ med fokus på genbrugsmaterialer.
Indsatsen “Vores Sted” er en del af Realdanias 25-års jubilæumsfejring og har til formål at styrke de nære, lokale fællesskaber og øge livskvaliteten i hele Danmark. Undersøgelser viser nemlig, at unge i Danmark generelt er mindre lykkelige og i mindre grad opsøger de lette relationer, som “Vores Sted” skal være med til at fremme.







