
Løgumkloster Frivillige Brandværn måtte torsdag eftermiddag igen aktiveres. Klokken 14.50 modtog de et alarmopkald, der sendte dem afsted sammen med kollegerne fra Bredebro Frivillige Brandværn, Visby Friv. Brandværn samt ISL Tønder fra Brand & Redning Sønderjylland.
Udrykningen skete i anledning af en ABA-alarm (automatisk brandalarm) på en større virksomhed beliggende i udkanten af Bredebro.
Ved brandmandskabets ankomst til stedet kunne det heldigvis hurtigt konstateres, at der havde været en mindre brand på virksomheden. Branden var dog blevet slukket, inden de frivillige brandfolk nåede frem.
Efter at have sikret sig, at der ikke var yderligere fare, og at situationen var under kontrol, kunne Løgumkloster Frivillige Brandværn melde “Vi er retur i garagen igen”.
Dagens udkald understreger endnu engang den vigtige rolle, de frivillige brandværn spiller i lokalsamfundet, hvor de hurtigt og effektivt rykker ud, når alarmen lyder.






