
Økonomiminister Stephanie Lose (V) har fredag (14. marts) besøgt Rømø for at høre mere om klimasikring, erhverv og turisme.
Venstre i Tønder Kommune har nedsat et internt klimasikringsudvalg, der skal se nærmere på mulige løsninger i forhold til Rømø Havn, Rømø øst og Ballum.
Det sker på baggrund af en rapport fra Kystdirektoratet, der i 2024 udpegede nye områder, der vurderes at være særligt oversvømmelsestruede. Og her er Rømø og Ballum iblandt.
”Klimasikringen af Rømø er helt afgørende. På sigt skal vi redde øen, og vi vil løbende kunne spare penge på skader og oprydning, når havnen og dele af Havneby bliver oversvømmet”, siger Venstres borgmesterkandidat Martin Iversen, der var vært for ministeren.






