
Ikke alle børn og unge glider naturligt ind i klassens, klubbernes eller fritidslivets fællesskaber. Nogle trækker sig mere og mere, andre stopper helt til fodbold, spejder eller andre aktiviteter, de før holdt af. Det vil Tønder Kommune nu gøre noget aktivt ved.
Derfor har kommunen oprettet en særlig Pulje til Børn- og Ungefællesskaber, som skal støtte nye initiativer, der hjælper børn og unge ind i trygge og inkluderende fællesskaber.
300.000 kroner om året til nye idéer
Puljen rummer 300.000 kroner årligt og er målrettet projekter, der skaber plads til dem, der står på kanten af fællesskabet – eller allerede er gledet helt ud. Særligt fokus er der på børn og unge, der viser tidlige tegn på mistrivsel.
En vigtig betingelse er, at projekterne udvikles i samarbejde på tværs – for eksempel mellem skoler, dagtilbud, foreninger, kultur- og idrætscentre eller frivillige kræfter.
– Vi ved, at fællesskaber er en nøgle til trivsel. Med puljen vil vi give rum til nye idéer og partnerskaber, der kan nå de børn og unge, som ikke automatisk finder vej til de eksisterende tilbud, siger formand for Socialudvalget, Bjarne Lund Henneberg.
Fra åbne fritidsfællesskaber til midlertidige forløb
Midlerne kan søges til mange forskellige typer aktiviteter, så længe der er tale om noget nyt – ikke almindelig drift og løn.
Eksempler kan være:
- åbne fritidsfællesskaber uden kontingent eller medlemskrav
- forløb, hvor skole og foreningsliv samarbejder om særlige hold eller aktiviteter
- projekter, som børn og unge selv er med til at udvikle
- midlertidige fællesskaber, hvor man kan være med uden at skulle præstere eller binde sig på længere sigt
Der kan søges op til 30.000 kroner pr. projekt.
Puljen er en del af budgetaftalen for 2024, hvor børn og unges mentale sundhed er et centralt fokusområde.
Hvem kan søge – og hvordan?
Puljen kan søges af både kommunale og eksterne aktører, men altid i et samarbejde mellem mindst to parter. Det kan eksempelvis være:
- skoler og dagtilbud
- idræts- og kulturforeninger
- ungdomsråd
- frivillige organisationer eller andre lokale aktører
Næste ansøgningsfrist er 2. marts 2026.
Ansøgningsskema og nærmere vejledning findes på Tønder Kommunes hjemmeside, hvor interesserede også kan læse mere om krav og kriterier for støtten.
Med puljen håber Tønder Kommune at skabe flere døre ind til fællesskaberne – så flere børn og unge oplever, at der er et sted, hvor de hører til.






