
Bestyrelsen ønsker en anden profil til at drive hallen videre som byens samlingspunkt – cafeteriet lukker midlertidigt på hverdage
Det blev et kort kapitel for Michael Thrane i Agerskov-Hallen. Efter blot tre måneder på posten ophører samarbejdet mellem hallen og halbestyreren, der har sidste arbejdsdag onsdag den 14. januar.
Michael Thrane nåede i sin korte ansættelsesperiode at søsætte flere nye tiltag, herunder tirsdagsspisninger, i et forsøg på at skabe mere liv i hallens faciliteter. Men trods de nye initiativer har bestyrelsen nu valgt at gå i en anden retning.
Søger en ny profil
I en udmelding fra Agerskov-Hallen takker bestyrelsen Michael Thrane for hans indsats, men gør det samtidig klart, at man leder efter en anden profil til at løfte opgaven fremover.
Bestyrelsen fastholder dog strategien om, at hallen skal have en fast leder i spidsen. Man er fortsat overbevist om, at en halinspektør er den rette løsning, hvis Agerskov-Hallen skal udvikle sig som byens naturlige midtpunkt for både idræt, aktivitet og socialt samvær. Derfor vil jagten på en ny person til posten blive sat i gang hurtigst muligt.
Konsekvenser for cafeteriet
Stoppet får her og nu betydning for hallens brugere, særligt når det gælder forplejningen. Bestyrelsen oplyser, at man arbejder på at kunne holde cafeteriet åbent i hverdagene (mandag til onsdag), men indtil en ny løsning er på plads, vil tirsdag den 13. januar være sidste åbningsdag.
– Vi gør dette med udgangspunkt i, hvad vi mener er det bedste for hallen, for brugerne og for byen, lyder det fra bestyrelsen, som samtidig takker for den opbakning og forståelse, de møder i lokalsamfundet i forbindelse med udskiftningen.
arkivfoto






