
Bedre Psykiatri har haft travle dage med flere spændende arrangementer i både Tinglev og Tønder.
Onsdag fortalte Heidi om livet som mor til tre døtre med autisme og ADHD/ADD i Tinglev, hvor 31 deltagere var mødt frem. Torsdag var det Michelles tur i Tønder, hvor hun åbenhjertigt delte sine erfaringer med at have ADHD.
Men foreningen hviler ikke på laurbærrene. Allerede tirsdag den 7. oktober inviterer Bedre Psykiatri til et stort foredrag i NygadeHuset i Aabenraa.
Kritisk blik på psykiatrien
Aftenens oplægsholder er Ellen Boldrup Tingleff, lektor i retspsykiatri og psykiatrisk sygepleje. Hun vil tage fat på en række vigtige og aktuelle spørgsmål:
- Hvorfor oplever flere børn, unge og voksne end nogensinde mentale sundhedsproblemer og psykiatriske diagnoser?
- Hvordan fungerer mødet med det psykiatriske system?
- Får patienter og pårørende den nødvendige omsorg og behandling?
- Hvorfor anvender psykiatrien stadig tvang?
- Hvilke udfordringer og kompetencer kræves af sundhedspersonale i en kompleks psykiatri?
Med afsæt i disse spørgsmål vil Ellen Boldrup Tingleff give et kritisk, forskningsbaseret og nuanceret perspektiv på nutidens psykiatri.
Tilmelding er nødvendig
Arrangementet finder sted tirsdag den 7. oktober kl. 19.00 i NygadeHuset, Aabenraa.
Der er gratis adgang, men tilmelding er nødvendig via: bedrepsykiatriaabenraa.nemtilmeld.dk/20






