
Fra i dag – den 1. oktober – overgår elnetselskabet N1 til vintertariffer. Det betyder, at der for alvor kan være penge at spare på elregningen, hvis man er opmærksom på, hvornår man bruger strøm i sin husstand.
Strømforbruget stiger markant om vinteren
Ifølge N1 bruger danskerne langt mere strøm i vinterhalvåret.
”I vinterperioden skruer vi danskere op for strømforbruget, fordi vi rykker indendøre, tænder mere lys og skruer op for varmen. Faktisk lå strømforbruget i vintermånederne i gennemsnit 43 procent højere end i sommermånederne sidste år, og dermed stiger belastningen af elnettet markant. Derfor er det vigtigt, at kunderne også er bevidste om at bruge strømmen klogt,” siger Lise Bering, administrerende direktør i N1.
Sådan ligger vinterpriserne
- 17-21 (spidsbelastning): 98 øre pr. kWh
- 00-06 (lavlast): 11 øre pr. kWh
- Øvrige timer: 33 øre pr. kWh
Det er dermed i de sene nattetimer, der kan være flest penge at spare for forbrugere, der kan flytte noget af deres strømforbrug.
Rekordstore investeringer i elnettet
N1 investerer i disse år historisk store beløb i at udbygge elnettet. Alene i år bruger selskabet 1,8 mia. kroner på at fremtidssikre og udbygge kapaciteten.
Ifølge Lise Bering handler det også om at få mest muligt ud af det elnet, vi allerede har:
”Det betyder noget, hvornår vi bruger strømmen. Hvis vi flytter noget af vores forbrug til de billige timer, får man en lavere regning her og nu. Samtidig bliver det også billigere for forbrugerne i det lange løb. For det er gennem de tariffer, som elforbrugerne betaler, at vi som elnetselskab driver og vedligeholder elnettet. Kan vi gøre det billigere, bliver der også billigere at være elforbruger – vi får simpelthen mere elnet for pengene.”
Forbrugerne flytter allerede deres strømforbrug
Erfaringerne med den nye tarifmodel, som blev indført 1. januar 2024, viser, at danskerne allerede har ændret vaner.
I 2023 lå 22,2 procent af det private forbrug i spidsbelastningsperioden mellem 17 og 21. Året efter faldt det til 21,3 procent, og i de første seks måneder af 2025 var tallet nede på 20,2 procent.
Det tyder på, at flere forbrugere bevidst flytter deres forbrug væk fra de dyreste timer.






