
TØNDER: Hvordan får man egentlig koncertlyden til at sidde lige i skabet? Og hvordan indspiller man musik i et studie? Det kan unge i Tønder nu få lov at prøve kræfter med, når GigRec Productions inviterer til to gratis lydkurser i Schweizerhalle – Tønder Kulturhus.
For unge mellem 15 og 25 år
Kurserne er målrettet unge mellem 15 og 25 år, der er nysgerrige på, hvordan professionel lyd skabes – både på en scene og i et studie. Det kræver ingen erfaring at deltage, kun interesse.
– Det er en enestående chance for unge, der vil snuse til, hvordan man arbejder bag scenen til koncerter eller indspiller musik i et studie. Og det er helt gratis at være med, fortæller underviser Ulrik Tjørnelund Bossen, uddannet lydtekniker fra Rytmisk Musikkonservatorium og med mange års erfaring inden for musik- og erhvervsproduktion.
To spændende kursusdage
De to kursusdage byder på forskellige temaer:
- Dag 1 – Søndag d. 5. oktober kl. 10-15: Fokus på scenelyd. Deltagerne lærer om rollen som lydtekniker, der er bindeleddet mellem musikere og teknik, samt grundlæggende viden om mikrofoner, højtalere og mixere.
- Dag 2 – Søndag d. 9. november kl. 10-15: Fokus på studielyd og indspilning. Her ser man på, hvordan man indspiller i et studie – eller i sit eget hjemmestudie – og får tips til indspilning, mix og det nødvendige udstyr.
Der bliver også sørget for en sandwich, så ingen går sultne hjem.
Støttet af fond og lokale kræfter
Initiativet er blevet muligt gennem et legat fra Peter Schmidt Fonden, som har gjort det økonomisk muligt at tilbyde de unge i Tønder Kommune en gratis introduktion til lydteknik.
Tilmelding – først til mølle
Der er begrænset antal pladser. Derfor opfordres interesserede til at tilmelde sig hurtigt.
- Frist for dag 1 (5. oktober): Tirsdag d. 30. september kl. 12.00
- Frist for dag 2 (9. november): Tirsdag d. 4. november kl. 12.00
Tilmelding sker ved at sende navn, adresse, mail og alder til Ulrik på mail mail@gigrec.dk eller SMS til 23 95 45 67.
– Jeg glæder mig til at møde de unge og give dem et indblik i lydens verden. Forhåbentlig tænder det en gnist, som kan udvikle sig til mere, siger Ulrik Tjørnelund Bossen.
Foto: GigRec Productions






