
Stigende online svindel giver rekordmange spærringer af betalingskort
Online svindel er blevet et voksende problem i Danmark, og det mærkes tydeligt i bankernes håndtering af kundernes betalingskort.
En ny undersøgelse foretaget af YouGov for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland viser, at op mod hver femte dansker inden for de seneste tre år har fået spærret deres kort mindst én gang på grund af mistanke om svindel.
Kortspærringer firedoblet på to år
Hos Sparekassen Kronjylland bekræfter man tendensen. Her har Nets, der står for kortsystemerne, næsten firedoblet antallet af spærringer siden januar 2023.
– Det hænger tæt sammen med, at antallet af svindelsager i samme periode er eksploderet, fortæller Claus Høegh Poulsen, fraud-specialist i Sparekassen Kronjylland.
Han forklarer, at spærringerne oftest sker, fordi der reelt er tale om svindelforsøg, men der kan også ske præventive spærringer, hvis en kundes købsmønster ser mistænkeligt ud eller foregår på en tvivlsom webshop. I de tilfælde, hvor mistanken viser sig uberettiget, bliver kortet genåbnet.
Svindlere bliver mere kreative
Svindlere forsøger i stigende grad at udgive sig for at være banker, forsikringsselskaber eller driver falske webshops.
– Svindel er et stort problem, som skal tages meget seriøst. Kortspærringer kan virke irriterende for kunderne, men de er et vigtigt værktøj til at beskytte forbrugerne, siger Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige.
250 procent flere svindelsager
Sommeren 2025 har været særlig travl i Sparekassen Kronjyllands fraud-afdeling. Antallet af sager, hvor kunder er blevet udsat for svindel via falske webshops og lignende, er steget med mere end 250 procent siden januar 2023.
Fakta: Undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af YouGov blandt 1.009 respondenter i 2025:
- 16 % har oplevet at få spærret deres kort én gang de seneste tre år.
- 4 % har oplevet det flere gange.
- 80 % har ikke oplevet kortspærring.






