
AABENRAA: Besøgende til skadestuen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa skal være opmærksomme på nye parkeringsforhold i de kommende uger.
Parkeringsplads spærret af
I forbindelse med byggeriet af den nye tilbygning FAM-PAM opstilles der fra mandag en stor kran til montering af betonelementer. Arbejdet finder sted i uge 39 og 40, og det betyder, at parkeringspladsen foran indgang C – Skadestuen bliver helt afspærret. Pladsen kan hverken bruges til parkering eller som adgangsvej for gående.
Nye parkeringsmuligheder
I stedet henvises patienter og besøgende til parkeringspladsen på den anden side af vejen ved kapellet. Her er der mulighed for fem timers parkering.
Der etableres samtidig en ny adgangsvej direkte til indgang C. Denne sti bliver markeret, belyst og forsynet med midlertidig skiltning, så det bliver lettere at finde vej.
Handicap- og afsætningspladser
Sygehuset oplyser, at der også bliver indrettet to handicapparkeringspladser tæt på indgangen samt en såkaldt kiss and ride-bane, hvor passagerer hurtigt kan sættes af.







