
Aktnr.: 19
Opdateret med information om forhold under besøget.
Ny kontrolrapport sendt den 6. december 2023.
Kontrolbesøg i forbindelse med opfølgende kontrol på baggrund af indskærpelser givet den 17. april og den 26. september 2023.
Kontrollerede følgende: Klimastalde, restgrise, polte, løbestald samt løsdrift slagtegrise. Drægtighedsstalden og farestalden er ikke kontrolleret.
Tilstede ved kontrollen: Fødevarestyrelsen ansat A og Fødevarestyrelsen ansat B fra Fødevarestyrelsen, besætningsdyrlæge a samt driftsleder a. Medarbejder b arbejdede i klimastalden og en X medarbejder var i de øvrige staldafsnit.
Kontrollen var uanmeldt og foregik i tidsrummet fra kl. 10.35-12.30.
Der er udleveret retssikkerhedsblanket i forbindelse med kontrollens opstart.
Hygiejne: Fulgt op på om der er lavet nødvendige foranstaltninger for at forhindre at fugle og andre skadedyr kommer ind i besætningen.
Ingen anmærkning.
Information: Der blev under kontrollen observeret skadedyr flere steder. Udenfor besætningen løb der en større rotte langs siden af løbestalden. Det er kun få meter fra afhentningspladsen, hvor der også blev observeret døde dyr der ikke var dækket til.
På rampen til klimastald 4 blev der observeret potespor, der enten kan stamme fra hund eller ræv. Sporene kunne ses helt op på rampen, hvor der lå en død smågris.
Inde i klimastalden kunne der ved gummistøvlerne ses 3 mus løbende på røret ved væggen og ned i den blå skraldespand. Når den ene af tilsynsførende rystede på gummistøvlerne, faldt der store mængder museafføring ud af støvlerne. Når den anden tilsynsførende tog et par gummistøvler hoppede der 2 levende mus ud af støvlerne. Når støvlen blev rystet, kom der yderligere én mus ud af støvlen. Driftslederen oplyste at der havde været skadedyrsbekæmper på besøg for 2 uger siden.
Smittebeskyttelse: Kontrolleret opbevaring af døde dyr.
Det indskærpes at døde produktionsdyr skal opbevares på en opbevaringsfacilitet indtil afhentning. Indtil afhentning skal døde produktionsdyr opbevares på en måde, der sikrer dem mod ådselædende dyr og under sådanne forhold at opbevaringen ikke udgør risiko for smittespredning.
Følgende er konstateret: På afhentningspladsen var der 4 grise der lå uden overdækning og med fri adgang til at ådselædende dyr kunne komme til dem.
På udleveringsrampene til klimastalden blev der observeret i alt 6 døde klimagrise. På rampen til Klimastald 1 var der 3 grise der vurderes at have været døde siden dagen før og derfor burde være flyttet til opbevaringspladsen om mandagen.
Besætningsansvarlige Ansat a havde ingen bemærkninger.
Dyrevelfærd besætning: Kontrolleret om grise i klimastald havde tilstrækkeligt frit gulvareal.
Ingen anmærkning.
Fulgt op på om der i løsdrift til søer hvor de går mindst 2 søer sammen, er mindst 3 meter på den korteste side.
Ingen anmærkning.
Fulgt op på om dyr i løbestalden går i enkeltdyrsboks i mere end 4 uger.
Ingen anmærkning.
Fulgt op på om syge og tilskadekomne dyr får den fornødne behandling.
Ingen anmærkning.
Fulgt op på om der gik flere end 3 søer i samme sygesti.
Ingen anmærkning.
Det indskærpes, at boltpistol og udstyr til efterfølgende afblødning eller rygmarvsstødning skal opbevares i besætningen og til enhver tid være i funktionsdygtig stand.
Følgende er konstateret: Ved kontrollen blev der observeret 2 smågrise på 10-15 kg, der var aflivet ved at slå dem i gulvet. Derfor blev der spurgt ind til boltpistolen og driftslederen blev bedt om at fremvise den.
Driftslederen viste en sort værktøjskasse der indeholdt én boltpistol, en ny fjeder til boltpistolen samt en kniv til afblødning. Ved undersøgelse af boltpistolen kunne det konstateres at bolten faldt ud 5-7 cm ud af boltpistolen, når den blev holdt lodret. Årsagen er typisk at fjederen er i stykker i boltpistolen. Driftsleder Ansat a fortalte at han havde købt en ny fjeder sidste uge, men at medarbejderen åbenbart ikke havde skiftet den.
Boltpistolen har ikke den korrekte funktion, hvis bolten ikke bliver trukket ind igen. Hvorfor den vurderes at være defekt.
Senere under kontrollen, hvor besætningsdyrlægen var ankommet, stillede besætningsdyrlæge a spørgsmål til om den boltpistol som vi havde set også var den boltpistol som medarbejderen rent faktisk havde brugt til aflivning. Tilsynsførende argumenterede for at vi havde spurgt om at få fremvist besætningens boltpistol, hvor driftslederen havde vist den defekte boltpistol. Under denne samtale var driftslederen gået for at finde behandlingsvejledningerne, hvorfor han var væk i cirka 10 minutter. Undertegnede fortalte at nu kunne alle gå tilbage til klimastalden og spørge Ansat b hvilken boltpistol han havde brugt. Når vi kom til klimastalden spurgte undertegnede Ansat b og han fortalte at han havde brugt den boltpistol der lå i den sorte værktøjskasse. Når vi igen åbnede den sorte værktøjskasse var der en anden boltpistol der lå i kassen. Den oprindelige boltpistol var skilt ad og lå bagom værktøjskassen. Dyrlægen argumenterede for at nu kunne vi jo se at bolten ikke faldt ud af boltpistolen. Driftslederen sagde at han ikke ville have noget med sagen at gøre og han ville ikke tage ansvar for situationen. Undertegnede fortalte at der var optaget film af den første boltpistol og den så anderledes ud end den nye i kassen. Ved undersøgelse af den nye boltpistol viste det sig at bolt(e)n sad fast og på trods af at undertegnede skilte boltpistolen ad og med en skruetrækker forsøgte at få bolten til at bevæge sig, så sad den meget hårdt fast. Ansat b kunne få bolten ud af boltpistolen, men så kom den, kun med stort besvær, tilbage i boltpistolen, da den sad så meget fast.
Det er derfor Fødevarestyrelsens vurdering at begge boltpistoler i besætningen var defekte.
Driftsleder Ansat a havde ingen bemærkninger.
Det indskærpes, at bedøvelse med boltpistol skal umiddelbart efterfølges af afblødning eller rygmarvsstødning.
Følgende er konstateret: Der er ved kontrollen observeret 2 grise liggende på udleveringsrampene ved klimastald 2 og klimastald 4, der kun var skudt med boltpistol men ikke afblødt. Driftslederen og medarbejderne har ikke oplyst at der er brugt rygmarvsstøder under aflivningen. Bedøvelse med boltpistol skal umiddelbart efterfølges af afblødning eller rygmarvsstødning.
Driftsleder Ansat a havde ingen bemærkninger.
Indskærpelse medfører 2 gebyrbelagte opfølgende kontroller. Afgørelsen kan påklages. Se klagevejledning på bagsiden eller på udleverede og fremsendte retssikkerhedsblanket.
Kontrolrapporten indeholder ikke bemærkninger til hygiejne, derimod indskærpelse til smittebekæmpelse og dyrevelfærd besætning
Opdateret den 11. sept 2025 kl 20.03: Der var oprindelig brugt et foto af en staldbygning, men det oplyses af en læser at det er ikke Popps ejendom. Det er dog ikke det vi har fået oplyst /LH







