
“En trist dag for både Tønder Kommune og dansk landbrug”
Sådan udtaler en af Tønder kommunes kendte debattører, Hans Otto Sørensen, der både er landmand og mangeårig rådgiver for kolleger i erhvervet. Efter fredag aften at have nærlæst de ti rapporter fra Fødevarestyrelsen om forholdene på borgmester Popp Petersens svineproduktion, er han dybt rystet:
– Jeg sidder helt lamslået tilbage. Det er frygteligt. Det er en meget, meget trist sag. Man bliver forstemt, når man ser beskrivelsen af alle de mange forfærdelige forhold, som grisene har levet under, og som er indgående beskrevet i kontrolrapporterne, siger han til TønderNYT. Sådanne forhold kan man ganske enkelt ikke byde levende dyr.
Rammer hele kommunen
Hans Otto Sørensen mener, at sagen ikke kun handler om én landmand, men at den får konsekvenser for hele Tønder:
– Det er en trist dag for Tønder Kommune og en trist dag for dansk landbrug. Sagen sætter os i et dårligt lys. Det er samtidig en tung dag for Popp Petersen selv, som nu bør gøre sig nogle alvorlige overvejelser om den rette reaktion her på, både på sine vegne, men især på borgmesterembedets og Tønder Kommunes vegne, siger han.
Ifølge Hans Otto Sørensen giver sagen offentligheden et skævt billede af kommunen:
– Det her trækker overskrifter, som ikke er retfærdige over for det helt overvejende og store flertal af landmænd, både i vores kommune, men også andre steder, der passer godt på deres dyr.
“Fejl kan ske – men sådanne gentagelser må aldrig ske”
Som erfaren rådgiver understreger Hans Otto Sørensen, at livet har lært ham, at fejl er menneskelige – men de skal tages alvorligt:
– Alle kan lave fejl. Det ligger i den menneskelige natur. Men man må lære af dem og tage konsekvenserne. Og få rettet op på tingene, hurtigt og effektivt, især når det som her er levende dyr, det handler om. Når der har været så mange kontrolbesøg, hvor der er fundet så graverende fejl og overtrædelser af gældende lovgivning, burde man have grebet ind målrettet, hurtigt og efterlevet Fødevarestyrelsens vejledninger, påbud og indskærpelser, siger han. Og sat dyrenes ve og vel over alt andet.
Han hæfter sig også ved, at Fødevarestyrelsen allerede fra 2019–2021, mens Popp Petersen var formand for landboforeningen LHN, gennemførte kontroller, der førte til to politianmeldelser.
– Enhver ansvarlig leder må sørge for, at gentagelser undgås. Det bør være førsteprioritet, siger Hans Otto Sørensen videre.
Strid om status på sagerne
Torsdag aften sendte Jørgen Popp Petersen en orientering til sine byrådskolleger, hvor han skrev, at sagen nu kom i medierne, og at der var otte politianmeldelser, som endnu ikke var færdigbehandlet.
Det viste sig dog ikke at være korrekt. Fredag eftermiddag oplyste Politiet til TV2, at tre af sagerne allerede var afsluttet, og at Jørgen Popp Petersen havde betalt bøder i alle tre tilfælde. Adspurgt herom, kunne han dog ikke huske, hvad beløbene havde været.
Vil afvente reaktionen – men forventer ansvar og handling
Selv om sagen endnu ikke er endeligt afgjort, mener Hans Otto Sørensen, at omfanget er meget alvorligt:
– Selvfølgelig er der ikke faldet nogen egentlig dom, men de mange anmærkninger om graverende forhold i rapporterne taler deres eget tydelige sprog, siger han.
Ifølge Hans Otto Sørensen vil han afvente myndighedernes videre behandling. Men han lægger vægt på, at dyrevelfærd må være i centrum:
– Dyr må ikke lide, og her har grisene haft det svært. Alt for svært. Jeg er også helt klar over, at netop dette rammer Popp Petersen personligt meget hårdt, og har, uanset det meget kritisable forløb, stor forståelse for den vanskelige situation, han nu står i, og ønsker oprigtigt, at han kommer godt igennem denne som person.
Men jeg håber også, at Popp Petersen som Tønder Kommunes borgmester nu forstår nødvendigheden af at træffe de beslutninger, der gavner både dyrene og Tønder Kommune, siger han og afslutter:
– Der forestår et stort arbejde for at genopbygge tilliden til Tønder Kommune. Og for at genopbygge et godt ry for vores dejlige kommune.






