
Af Lene Hansen og Søren Malchow
Fødevarestyrelsens rapporter afslører alvorlige sager – borgmester henviser til ansatte
Fødevarestyrelsen har de seneste år gentagne gange konstateret alvorlige problemer med dyresundhed, behandling og aflivning på borgmester Jørgen Popp Petersens (SP) svinefarm. Kontrollerne viser både fejl i håndtering af syge dyr, mangler i sygestier og grove fejl ved aflivningsprocedurer.
Popp Petersen politianmeldt otte gange – tre sager afsluttet med bøder
Sagen om Tønder Kommunes borgmester, Jørgen Popp Petersen (SP), vokser fortsat i omfang. Ifølge TV 2 er han blevet politianmeldt otte gange i forbindelse med forhold på sin svineproduktion.
Efter offentliggørelsen af sagen har Syd- og Sønderjyllands Politi overfor TV2 bekræftet, at de første tre politianmeldelser er afgjort med bøder. Politiet ønsker dog ikke at oplyse bødestørrelsen.
Jørgen Popp Petersen har selv udtalt til TV 2, at han har betalt bøderne, men ønsker ikke at gå nærmere ind i detaljerne.
De resterende fem sager er fortsat under behandling hos myndighederne. Der er derfor endnu ikke truffet afgørelse i disse.
Syge dyr uden behandling
I september 2023 blev det indskærpet, at en gris i klimastalden med en stor hoftehævelse og halthed hverken var i behandling eller isoleret. Samtidig stod to utrivelige grise i samme stald uden at være flyttet til sygesti. Problemerne med for få sygestier gik igen i november 2024, hvor flere dyr måtte opstaldet i bokse, der ikke var beregnet til syge dyr.
Ved en kontrol i februar 2025 blev forholdene dog vurderet til at være forbedret, med tilstrækkeligt antal sygestier og korrekt håndtering.

Uddrag af en af de mange kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen
Grove fejl ved aflivning
Et af de mest alvorlige fund blev gjort i december 2023. Her observerede Fødevarestyrelsen, at to smågrise var blevet aflivet ved at blive slået i gulvet. Samtidig viste kontrol af bedøvelsesudstyr, at begge tilgængelige boltpistoler var defekte.
Derudover blev to grise fundet aflivet med boltpistol, men uden efterfølgende afblødning eller rygmarvsstød – hvilket er et lovkrav. Fundene blev betegnet som politianmeldelsesværdige. Ved senere kontroller i 2024 blev boltpistolerne dog fundet i funktionsdygtig stand.

Uddrag af en af de mange kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen
Andre problemer
Fødevarestyrelsen har også konstateret:
- At søer i juni 2023 ikke havde plads nok i enkeltdyrsbokse til at ligge udstrakt.
- At halebid ikke blev registreret i juni 2023, selvom der blev observeret flere tilfælde. Dokumentationen var fortsat sparsom i 2024.
- At en orne i november 2024 stod i en løbeboks uden mulighed for at vende sig, hvilket udløste en indskærpelse. I februar 2025 var forholdene rettet op, og alle orner var fritgående i stier.
- At en klimagris i februar 2025 havde friske sår efter kastration uden tegn på bedøvelse. Senere dokumentation viste, at indgrebet var foretaget af dyrlægen, og sagen blev nedjusteret til ”ingen anmærkning.”
Samtidig vokser presset på borgmesteren, både fra politiske kolleger, fra hans eget parti som skal holde møde søndag formiddag og fra offentligheden, efter at medier har afdækket omfattende problemer med dyrevelfærden på hans gård.
Tidligere kendt til sagen
Det er kommet frem, at Popp allerede i midten af august var bekendt med, at sagen ville blive omtalt i medierne, idet TønderNYT har haft forelagt sagen for Popp der. Alligevel valgte han først at meddele, at han stopper med svineproduktionen kort tid inden TV 2’s afsløringer blev sendt.
Fredag morgen udtalte SF’s Bjarne Lund Henneberg i et direkte interview på TV 2 News, at han mener, borgmesteren bør trække sig fra posten. Det samme har Allan Svendsen (DF) været fremme med.
Borgmesterens svar
TønderNYT har forelagt Fødevarestyrelsens rapporter for borgmester Jørgen Popp Petersen midt i august 2025 . Han ønskede ikke at kommentere på de konkrete sager, men oplyser, at det er de ansatte, der har haft ansvaret for driften af gården under hans borgmesterperiode. Derudover har han ingen yderligere kommentarer.
Efterfølgende har Jørgen Popp Petersen fredag i et liveinterview på TV2News erkendt at han har haft ansvaret for driften af svinebesætningen.






