
Populært band fyldte Hagge’s til bristepunktet
Tirsdag aften var der trængsel i Tønder, da Harpin’ Wolf & The Black Sheep indtog scenen på Hagge’s Musik Pub. Det populære band havde lokket så mange festivalgæster til, at der ikke var plads til alle indendørs. I stedet bredte koncertoplevelsen sig ud på Jernbanegade, hvor mange stod og lyttede med i den lune sensommeraften.

Musikken ud på gaden
Stemningen var intens både inde og ude. Indenfor skabte bandet en rå og energisk koncert, mens publikum udenfor lod sig rive med af tonerne, der flød ud gennem dørene og vinduerne.
Hagge’s i festivalgear
Hagge’s koncerter er en fast institution under Tønder Festival´s ugen og byder dagligt på musik fra middagstid til langt efter midnat. Siden sidste fredag har publikum kunnet opleve et bredt udvalg af kunstnere, og programmet fortsætter helt frem til næste lørdag. Variation og mangfoldighed i musikudvalget er med til at gøre Hagge’s til et samlingspunkt for både lokale og festivalgæster.
En uge fyldt med musik
Harpin’ Wolf & The Black Sheep gav tirsdag den første af to koncerter på Hagge’s i festivalsugen, og meget tyder på, at også den næste bliver tæt pakket. Publikum kan i de kommende dage se frem til et væld af musikalske oplevelser på pubben, der igen i år er en af festivalens mest besøgte scener uden for selve festivalpladsen.






