
Fra den 1. oktober bliver det ikke længere muligt at annoncere politiske budskaber på Facebook, Instagram eller Google. Kun opslag fra politikernes egne profiler og annoncer i etablerede medier som TønderNYT vil være tilladt.
For kandidater til kommunalvalget til efteråret betyder det, at store dele af den digitale valgkamp lukker ned lige inden valgdagen. TønderNYT har fortsat enkelte valgannoncepladser ledige – men langt de fleste er allerede reserveret eller bestilt.
Færre muligheder – hårdere konkurrence
Ifølge kandidater og marketingeksperter kan annonceforbuddet ramme især de mindre kandidater.
”I et kommunalvalg er det ofte de lokale ildsjæle, der engagerer borgerne med små budgetter. Når onlineannoncering bliver lukket ned, bliver det sværere at trænge igennem,” siger Maj-Britt Kjær, kandidat for Venstre i Aalborg Kommune.
Marketingekspert Mads Mathiasen vurderer, at forbuddet ændrer spillereglerne markant:
”Man kan ikke bare bruge annoncekroner på Meta og Google og forvente at nå vælgerne. Politikerne skal tænke i andre kanaler og være langt mere præcise i deres kommunikation – også så de bliver fundet af AI-værktøjer som ChatGPT,” forklarer han.
Gamle valgkneb får nyt liv
Uddeling af flyers, læserbreve, debatmøder og pressearbejde i lokale medier får ifølge eksperterne en renæssance. Samtidig kan AI og søgemaskiner spille en større rolle, når vælgerne søger information.
”Flere borgere vil formentlig spørge AI-tjenester om, hvem de skal stemme på, eller bruge dem til at undersøge kandidaternes mærkesager,” siger Mads Mathiasen. Han anbefaler, at kandidater sikrer, at deres hjemmesider giver klare svar på vælgernes vigtigste spørgsmål.
TønderNYT som valgplatform
Når de store digitale platforme lukker for annoncering, bliver lokale medier som TønderNYT endnu vigtigere for kandidater, der vil nå ud til vælgerne.
”Vi har kun få ledige pladser tilbage, så det er først til mølle,” lyder det fra TønderNYT’s redaktion.
Maj-Britt Kjær opfordrer samtidig borgerne til at tage aktiv del i debatten:
”Like, del og kommentér de politiske opslag, der taler til dig – også når ingen betaler for dem. Demokratiet lever af vores stemmer, ikke af annoncebudgetterne.”






