
Syd- og Sønderjylland:
Politiets særlige fartkontrol i sidste uge har nu givet resultat – og tallene taler deres tydelige sprog. Hele 704 bilister blev taget i at køre for stærkt under en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser.
Fokus på fart under europæisk indsats
I uge 32 deltog Syd- & Sønderjyllands Politi i den fælles europæiske færdselskampagne Speedmarathon, der har til formål at nedbringe antallet af ulykker forårsaget af høj fart.
Politiets ATK-vogne (automatisk trafikkontrol) var ekstra aktive hele ugen, og alene på Esbjerg-motorvejen blev der lørdag aften registreret 81 hastighedsovertrædelser.
Klip, frakendelser og høje hastigheder
Af de registrerede overtrædelser endte 35 med et klip i kørekortet, mens 13 bilister står til en betinget frakendelse.
De højeste målte hastigheder var 186 km/t på motorvej og 176 km/t på landevej – begge langt over de tilladte grænser.
Politiet: For høj fart er stadig et problem
Politikommissær Anders H. Borg fra Færdselsafdeling Nord understreger, at der stadig er for mange, der kører for stærkt:
”Når vi deltager i Speedmarathon, har vi fokus på for høj fart og dermed trafiksikkerheden. Tallene viser, at farten fortsat er for høj på nogle strækninger.”
Han tilføjer, at indsatsen mod høj fart er en fast del af færdselsafdelingens arbejde hele året – men at Speedmarathon giver mulighed for at sætte ekstra mandskab ind og intensivere kontrollen.
Speedmarathon fortsætter
Den fælles europæiske fartkontrol gennemføres to gange årligt, og Syd- & Sønderjyllands Politi har ingen planer om at stoppe deltagelsen.
Målet er, at bilisterne sænker farten – ikke kun i kontrolugen, men også bagefter.







