
En borger fra Drengsted, Rikke Michelle Andersen, retter nu en offentlig efterlysning via Facebook-gruppen “Opslagstavlen – Skærbæk 6780”, efter en alvorlig episode med hærværk i hendes hjem.
Ifølge Rikke er der tale om groft hærværk, begået af fire unge personer, som blev observeret i området i en sort Opel Corsa. Bilen blev ført af en ung kvinde, mens der sad tre unge mænd med som passagerer
Overvågning har fanget de mistænkte
Hvad de formodede gerningspersoner måske ikke har været klar over, er, at der sidder overvågningskamera over hoveddøren. Det har ifølge Rikke fanget dele af hændelsen på video, og hun har offentliggjort tre billeder som dokumentation – billederne viser kun én af de skader, der blev forårsaget.
Politiet: Flere forsøg på indbrud i området
Politikommissær Chris Tørning bekræfter, at politiet har modtaget oplysninger om flere indbrudsforsøg i Drengsted. I ét tilfælde er en økse blevet anvendt – et redskab som politiet nu har sikret som bevismateriale.
“Vi har oplysninger om, at gerningspersonerne muligvis blev afbrudt i forsøget på at trænge ind, fordi der var en hund på stedet,” oplyser Tørning.
Opråb: Kontakt mig – eller sagen går til politiet
Rikke giver de involverede 24 timer til at tage kontakt og få løst sagen, inden hun anmelder episoden til politiet. Hun har slået opslaget op lidt over kl 06 onsdag morgen.
“I har 24 timer til at kigge forbi igen, så vi kan finde en løsning. Ellers melder jeg jer til politiet,” skriver hun i opslaget.
Opslaget er siden blevet delt bredt, og Rikke opfordrer flere til at hjælpe med at dele efterlysningen, i håb om at få kontakt med de unge og få sagen opklaret.
Har du set noget mistænkeligt i området omkring Drengsted, eller genkender du bilen og de beskrevne personer, opfordres du til at kontakte Rikke eller politiet direkte.






