
Energinet kæmper fortsat med voksende udfordringer i arbejdet med at udbygge Danmarks eltransmissionsnet, som er en hjørnesten i den grønne omstilling.
Sagspuklen er stor hos Energinet og mange sager, der ligger inde nu hos dem kan først forventes færdigbehandlet i 2028. Selve nettilslutningen kan for mange projekter først være klar i 2030 det fremgår af vurderinger internt i ve-branchen TønderNyt har fået kendskab til.
Det elnet der er i dag kan slet ikke klare de ve-snlæg, som skal sende strøm ud til nettet. Politisk ønsker man hurtig omstilling til el baseret produktion. Men elnettet er gammelt og flere steder nedslidt. Hos Energinet kan man slet ikke følge med i den udbygningsudvikling politikerne ønsker.
Derved vil mange af de Ve-projekter, som der arbejdes med i blandt andet Tønder Kommune slet ikke kunne komme i gang selv i den kommende kommunalbestyrelsesperiode, der løber 2026-2029.
Trods en række nye tiltag og politisk opbakning til at accelerere processen, halter mange projekter bagefter – både tidsmæssigt og økonomisk.
Ifølge kilder i Ve branchen så skal ve projektejere lægge pæne 2 cifret millionbeløb i bankgaranti blot for at kunne få adgang til en 30 mW forbindelse.
Stor vækst i projekter og tilslutninger
Antallet af aktører, der ønsker at tilslutte sig Energinets elnet – herunder solcelle- og vindmølleparker samt store elforbrugere – er eksploderet fra 16 til 83 årligt på blot fire år (2020-2024). Det har ført til en stigning i antallet af anlægsprojekter fra 64 til næsten 200, en vækst på over 180 procent.
Tunge sagsgange og hu lange leveringstider
Sagsbehandlingstiderne på bl.a. miljøgodkendelser er vokset markant. Samtidig har fabrikanter af vigtige komponenter som kabler og transformere fået betydelige udfordringer med leverancer – og priserne stiger. Den globale efterspørgsel på materialer har gjort planlægning og gennemførelse endnu mere kompleks.
Energinet tager større risici for at fremskynde udbygningen
For at imødegå flaskehalsene, har Energinet ændret praksis og tager nu større risici på samfundets vegne. Eksempelvis købes komponenter som transformere og kabler allerede inden projekterne er godkendt, og miljøansøgninger fremrykkes for at imødegå lange myndighedsbehandlinger.
Energinet har også oprettet et Netkundecenter og indført midlertidige tilslutningsmuligheder, så sol- og vindprojekter kan kobles hurtigere på nettet, selv om den fulde netudbygning endnu ikke er gennemført.
Folketinget skubber på: Fremskyndelsesområder introduceret
Efter anbefalinger fra Den Nationale Energikrisestab har et flertal i Folketinget besluttet at udpege visse anlægsprojekter som fremskyndelsesområder. Det skal skære flere år af projektforløbene og sikre hurtigere eksekvering.
Status: Flertallet af projekter forsinket
Trods indsatsen er 73 procent af Energinets anlægsprojekter forsinket i forhold til de oprindelige tidsplaner. I første kvartal 2025 blev 15 projekter forsinket i gennemsnit med 5,4 måneder, mens kun fem projekter blev fremrykket. Udskydelser skyldes bl.a. forsinkede miljøgodkendelser og kunders egne udskydelser.
Prisstigninger rammer hårdt
Den samlede udbygning bliver nu 8,6 milliarder kroner dyrere end oprindeligt forventet – en fordyrelse på ca. 13 procent. En del af projekterne blev besluttet før krigen i Ukraine og den kraftige optrapning i EU’s grønne omstilling, og markedspriserne på både materialer og ydelser er derfor steget markant.
Ekstern sagsbehandling kuldsejlede
Ifølge TønderNYTs kilder har Energinet forsøgt at udlicitere dele af sagsbehandlingen til private firmaer for at nedbringe presset. Tre firmaer fik opgaven – men to af dem måtte hurtigt give op. Det lagde yderligere pres på Energinets interne ressourcer. Situationen blev dog lettet, da energiselskabet Better Energy valgte at opgive en lang række projekter, hvilket reducerede sagsbehandlingsbunken betragteligt.
Fortsat store udfordringer frem mod 2028
Kilder fortæller, at der i øjeblikket skal usædvanlig held til at få en nettilslutning godkendt før 2028. Det skaber stor usikkerhed for nye aktører og forsinker den grønne omstilling på land.
Energinet: Udsving vil aftage over tid
Driftsdirektør Søren Dupont Kristensen understreger, at selvom Energinets portefølje på omkring 200 projekter naturligt medfører udsving, forventer han, at variationerne bliver mindre i fremtiden:
“Det er min klare forventning, at vi får færre udsving med tiden,” udtaler han.
Tallene skal læses med forbehold
Energinet understreger, at statusopgørelsen er et øjebliksbillede og ikke direkte kan sammenlignes med tidligere rapporter, som har været fremme i medierne. Der er forskel på, om man måler op mod oprindelige eller opdaterede projektplaner – og det gør en væsentlig forskel på tallene.






