
Billund, juli 2025 – Mange LEGOLAND®-gæster har haft våde og sjove oplevelser i River Splash – men det er slut. Forlystelsen er nu revet ned for at gøre plads til noget helt nyt: En hæsblæsende duel-rutsjebane kaldet Minifigure Speedway, som åbner i 2026.
Ny rutsjebane: Ræs, rivalisering og LEGO®-humor
LEGOLAND Billund slår næste år dørene op til Minifigure Speedway, en familierutsjebane hvor to vogne dyster side om side – både forlæns og baglæns – inden én af dem kan kalde sig vinder.
Historien bag rutsjebanen byder på to konkurrerende hold: Team Legends og Team All Stars, ledet af LEGO-figurerne Corn Cob Guy og Banana Guy, der uenige om hvilket brændstof er bedst – popcorn eller bananjuice.
– Det unikke ved Minifigure Speedway er, at man dyster direkte mod hinanden. Det bliver sjovt, spændende og uforudsigeligt – alt det, vi ønsker i en familieforlystelse, siger direktør for LEGOLAND Billund, Michael Ottesen.
Roxie vogter over banen – 9 meter høj LEGO®-gigant
Ved indgangen til forlystelsen vil gæsterne blive mødt af en ny kæmpefigur: ”Roxie”, en 9 meter høj LEGO-minifigur, der ifølge LEGOLAND bliver et markant vartegn i parken – og en sikker selfie-magnet.
Roxie er tidligere racerstjerne og nu officiel vært for duellerne i Minifigure Speedway. Hun bærer begge holds farver og hepper lige entusiastisk på dem alle.
– Hun bliver ikke til at overse – hverken for vores gæster eller for dem, der flyver ind over Billund, fortæller Michael Ottesen.
Centralt placeret – og klar fra 2026
Minifigure Speedway bygges centralt i LEGOLAND, mellem Knights’ Kingdom og Adventure Land, og med en højde på næsten 17 meter bliver den et iøjnefaldende supplement til parkens forlystelser.
Arbejdet med opbygningen er allerede i gang, og fra sæsonstart 2026 bliver Minifigure Speedway en ny hovedattraktion i den ikoniske forlystelsespark







