
Tønder får andel i cykelstipulje: To nye stier skal skabe tryghed og forbedret adgang
Fredag morgen blev det officielt: Tønder Kommune har sikret sig midler fra den statslige cykelstipulje og kan nu se frem til etableringen af to nye cykelstier. Det er en del af en landsdækkende udmøntning, hvor i alt 71 projekter får støtte — heraf altså to i Tønder.
Cykelstier ved Toftlund og Bedsted
De nye cykelstier skal etableres ved henholdsvis Toftlund og Bedsted og forventes færdige i 2027. Den ene cykelsti skal anlægges langs Bevtoftvej mellem Toftlund og Haverbækvej, og den anden langs Visbjergvej mellem Bedsted og Løgumkloster. Begge bliver dobbeltrettede og skal forbedre trafiksikkerheden for cyklister og andre bløde trafikanter.
Jesper Petersen: Tryggere skolevej og større sammenhæng
Tildelingen af midler bliver mødt med glæde af det lokale folketingsmedlem Jesper Petersen (S):
“Det er igen lykkedes at få statslige midler til nye cykelstier i Tønder Kommune. Det giver større sikkerhed for alle trafikanter på de to landevejsstrækninger, og eksempelvis skoleelever til Bedsted Friskole vil få en tryggere skolevej.”
“Ud af 71 projekter i årets pulje er det positivt, at Tønder har fået to med. Det viser, at kommunen prioriterer cyklisme, og at der samtidig er opbakning fra Christiansborg til de lokale initiativer,” siger han og fremhæver sin dialog med Socialdemokratiets transportordfører Thomas Jensen.
Torben Struck: En forrygende fredag for cyklismen
Også Torben Struck, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Tønder, glæder sig over nyheden:
“Det bliver endnu en forrygende fredag! Jeg har netop modtaget nyheden om, at Folketinget har besluttet at støtte to cykelstier i Tønder Kommune.”
“Den første er Bevtoftvej mellem Toftlund og Haverbækvej, som vil forbedre forbindelsen mellem Bevtoft og Toftlund og gøre sikkerheden for de bløde trafikanter markant bedre. Her er der bevilliget 3,4 mio. kr.”
“Den anden er Visbjergvej mellem Bedsted og Løgumkloster, hvor der er bevilget ca. 4,2 mio. kr. Cykelstien vil gøre turen på cykel mellem de to byer langt mere sikker og støtte op om skolevejene – både til privatskolen i Bedsted og til distriktsskolen i Løgumkloster. Cyklen bliver nu et langt bedre valg for mange.”
“I Socialdemokratiet glæder vi os hver gang, vi kan være med til at binde vores byer bedre sammen og skabe bedre forhold for de bløde trafikanter. For sikkerhed betyder noget, når man skal vælge mellem bil og cykel,” siger han og ønsker alle en “lige så forrygende fredag”.
Projekterne i detaljer
- Bevtoftvej, Toftlund
Dobbeltrettet cykelsti mellem Toftlund og Haverbækvej.
Bevilliget beløb: 3.400.000 kr.
Forventet færdig: 2027 - Visbjergvej, Bedsted–Løgumkloster
Dobbeltrettet cykelsti langs Visbjergvej, der forbedrer skolevej og sikkerhed for cyklister.
Bevilliget beløb: 4.198.750 kr.
Forventet færdig: 2027
Baggrund: Cykelpulje med fokus på sikkerhed og sammenhæng
De to projekter er udvalgt som en del af udmøntningen af midler fra Infrastrukturplan 2035. I alt fordeles der 327 millioner kroner fra den kommunale cykelpulje, hvor kommunerne selv skal dække op til 60 % af anlægsomkostningerne.
Der blev indsendt hele 171 ansøgninger, men kun 71 projekter blev udvalgt. Vejdirektoratet har vurderet forslagene ud fra kriterier som trafiksikkerhed, styrkelse af pendlermuligheder, og bedre sammenhæng i den kommunale cykelinfrastruktur.
arkivfoto fra indvielse af anden cykelsti






