
Den lokale forening BROEN Tønder ser tilbage på et år med et væld af positive initiativer, øget synlighed og en prestigefyldt national pris. Det var alt sammen noget, som medlemmerne af BROEN Tønder kunne høre om, da foreningen havde årsmøde den 4. marts 2025.
Året 2024 har været bemærkelsesværdigt for BROEN Tønder, der har haft en finger med i mange forskellige aktiviteter, som alle har bidraget til at styrke foreningens positive aftryk i lokalsamfundet. Det fremgår tydeligt af bestyrelsens nyligt offentliggjorte årsberetning.
Hvem husker ikke da foreningen igennem deres landsdækkende organisation dukkede op som vindere af årets sociale pris ved sportsudsendelsen omkring årsskiftet.
Foreningen har i løbet af året haft en tæt og god dialog med en bred vifte af samarbejdspartnere i Tønder Kommune. Det inkluderer både lokale sports- og fritidsforeninger samt de kommunale sagsbehandlere, fortalte Hanne Risager, der er forperson for BROEN Tønder til de fremmødte ved årsmødet.
Foreningen har også haft et meget aktivt år 2024 hvor de gjorde meget for at være synlige overfor offentlige myndigheder, private og friskoler for at informere om støttemuligheder BROEN Tønder kan tilbyde børn og unge.
Aktiviteterne var også været deltagelse i NGO-partnerskaber, stået forskellige steder på messer og butikker rundt om i Tønder kommune for at fortælle om BROEN Tønder.
Fokus på Højer, da man ikke var så synlige i lokalområdet
I Højer området fandt foreningen ud at at man ikke oplevede en vis synlighed hos borgerne der. Derfor var BROEN Tønder til stede i den lokale Brugsen for at informere og uddele brochurer. Effekten heraf er endnu uvist, men initiativet understreger foreningens ønske om at være tilgængelig for alle, fortæller Hanne Risager videre.
Sommeren 2024 bød igen på en fantastisk ferielejr på Hohenwarte, Højer, for 20 børn fra projektet “Når børn blomstrer”. Med deltagelse af otte frivillige var ugen fyldt med aktiviteter, fokus på børnenes styrker, og et særligt besøg fra foreningens ambassadør, håndboldstjernen Jannick Green, som var en stor oplevelse for børnene. Flere fonde bidrog økonomisk til lejrens gennemførelse.
Et højdepunkt i året var modtagelsen af en donation på 10.000 kroner fra Hydro. Besøget gav en god anledning til at fortælle om foreningens vigtige arbejde og besvare spørgsmål fra de engagerede medarbejdere.
Et helt nyt og særdeles succesfuldt initiativ var “Giving Tuesday”. Med støtte fra Kreditbanken, der stillede lokaler og forplejning til rådighed samt en donation, lykkedes det seks lokale erhvervsfolk at indsamle hele 129.000 kroner til BROEN Tønders arbejde med børn. Artikelfotoet er fra dette arrangement.
Arrangementet, der også havde besøg af Erik Haumann fra BROEN Danmark og en videohilsen fra Jannick Green, overgik alle forventninger og gentages den 2. december 2025. Derudover har Henning Elsner, kendt fra “Felix og vagabonden”, tilbudt at donere et foredrag, hvor hele overskuddet går til foreningen. Dette planlægges afholdt den 23. april 2025 på Det blå Gymnasium.
Økonomisk har BROEN Tønder i 2024 modtaget imponerende 417.321,50 kroner i donationer og tilskud. Heraf er 357.945 kroner blevet udbetalt direkte til kontingenter og udstyr for de 219 børn, foreningen har støttet. Disse børn har haft mulighed for at deltage i et bredt spektrum af aktiviteter, herunder fodbold, håndbold, ridning, kulturskole, spejder og meget mere.
Visionen for 2025 er klar: BROEN Tønder vil fortsat præge lokalsamfundet positivt, arbejde på et generationsskifte i foreningen, nå ud til endnu flere børn i nød, sikre synlighed omkring arbejdet og opretholde et skarpt fokus på økonomien.






