
Debatten om de 100.000 kroner, som Nature Energy betalte til foreningen “Bæredygtig Fremtid”, er igen aktuel. På et møde i Lovtrup tidligere i februar blev de tilstedeværende politikere spurgt, om de kendte til beløbets indbetaling til foreningen i Højer, hvilket de ikke gjorde.
Nu har Allan Svendsen fra Dansk Folkeparti imidlertid skrevet et læserbrev i JydskeVestkysten om emnet. Dette sker efter, at TønderNYT den 1. juli 2024 bragte artiklen “Kunne pludselig få sag på dagsorden efter donation til forening”. Det er uklart, hvorfor Allan Svendsen ikke sendte læserbrevet til TønderNYT, som oprindeligt dækkede historien efter at have modtaget tip fra en læser.

Skærmkopi af den udsendte meddelelse fra Foreningen “Bæredygtig fremtid” om modtagelse af de 100.000 kr fra Nature Energy.
Af artiklen fremgår det, at Nature Energy i maj 2024 fik udsat deres idehøringsfase i Klima-, Vækst- og Udviklingsudvalget. Uden yderligere blev punktet dog genoptaget og godkendt i udvalget i juni 2024 og efterfølgende i Kommunalbestyrelsen samme måned. Dermed kunne idehøringsfasen om etablering af et biogasanlæg ved Agerskov pludselig gå videre.
I perioden mellem de to møder i KVU ser det ud til, at Nature Energy har indbetalt de 100.000 kroner til foreningen “Bæredygtig Fremtid”.
Du kan læse den fulde artikel på https://toendernyt.dk/2024/07/01/kunne-pludselig-faa-sag-paa-dagsorden-efter-donation-til-forening/






