Redaktionen
Dette er et læserbrev. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.
Den grønne trepart er blevet verdens længste spark til hjørne. Vi troede ellers, vi havde travlt med at redde klimaet. Og så nu dette her – mærkelig!
Lad os antage, hvert eneste menneske på kloden hver dag bliver ved med at ville spise mad, og at planetens fødevareproducenter bliver ved med at fremskaffe tilstrækkeligt med fødevarer. Til os, der lever
her nu. Og til dem, der lever på planeten i fremtiden.
Ja, så har den grønne trepart med drømmen om at plante én milliard spæde skovplanter i Danmark lige frarøvet den CO2-mættede atmosfære og verdenshavene et reduktionsbidrag på én million tons om året.
Det er lavt sat. Hvis de mange nye skove på god landbrugsjord skal overleve de første år efter nyplantning, sker der ikke meget positivt på CO2-kontoen de første mange år. Det koster på kontoen at
dybdebearbejde jorden, plante og foretage nødvendig mekanisk eller kemisk renholdelse.
De første mange år vil de nye skove i Danmark ikke optage tilnærmelsesvis så meget CO2, som markerne gør nu. Og på sigt – i bedste fald efter et halvt hundrede år – vil CO2-optaget gennem skovene komme op på otte tons pr. år. Herefter begynder mulighederne for at binde og parkere kulstoffet i tømmer og trækonstruktioner, der kan fortrænge brugen af beton, stål og glas med videre.
Alle elsker jo skov, hvor det giver mening at have skov, og hvor det ikke tager udsigten. Desværre redder panikagtigt skovrejsning på frugtbare landbrugsjord meget lidt i den nuværende situation.
Det gør en veldyrket hvedemark, den leverer 10 tons korn eller mere pr. hektar pr. år. Og så optager op til 18 tons CO2 pr. år, hvis den dyrkes på de velegnede jorde her i Danmark. Her, hvor vi har fået styr på næringsstofudvaskningen – kom bare og mål efter kvælstof i vores drænudløb.
For hver hektar god hvedejord, vi udtager og tilplanter med ny skov, mister vi her og nu et årligt CO2-optag på – lavt sat – fem tons CO2. Dermed er vi medvirkende til, at det tager flere år end nødvendigt, før
kloden bliver klimaneutral. Med planerne om 250.000 hektar skov mister vi hovedløst et optag på mindst
en million tons CO2 de første mange år. Der har end ikke været en førsteårs skovløberlærling til stede under trepartsforhandlingerne, så var det her ikke sket…
Allerede nu frygter såvel landbruget selv som de øvrige deltagere i treparten, at landmændene ikke frivilligt vil realisere trepartens mål med de kendte tilskudssatser. At det ikke kommer til at ske frivilligt, kan vi skam også fra Agerskovgruppens side bekræfte. Landmænd er som alle andre mennesker, vi hverken gældsætter os eller melder os frivilligt til ordninger, der er meningsløse.
Vi har en regering, der selv udnævner sig som mærkelig. USA’s nye præsident er mærkelig. Og den grønne treparts plan om massiv reduktion af CO2-optag fra fødevareproduktionens planter til panikagtig skovrejsning er også mærkelig.
Treparten er mærkelig
Den grønne trepart er blevet verdens længste spark til hjørne. Vi troede ellers, vi havde travlt med at redde klimaet. Og så nu dette her – mærkelig!
Lad os antage, hvert eneste menneske på kloden hver dag bliver ved med at ville spise mad, og at planetens fødevareproducenter bliver ved med at fremskaffe tilstrækkeligt med fødevarer. Til os, der lever
her nu. Og til dem, der lever på planeten i fremtiden. Ja, så har den grønne trepart med drømmen om at plante én milliard spæde skovplanter i Danmark lige frarøvet den CO2-mættede atmosfære og verdenshavene et reduktionsbidrag på én million tons om året.
Det er lavt sat. Hvis de mange nye skove på god landbrugsjord skal overleve de første år efter nyplantning, sker der ikke meget positivt på CO2-kontoen de første mange år. Det koster på kontoen at dybdebearbejde jorden, plante og foretage nødvendig mekanisk eller kemisk renholdelse.
De første mange år vil de nye skove i Danmark ikke optage tilnærmelsesvis så meget CO2, som markerne
gør nu. Og på sigt – i bedste fald efter et halvt hundrede år – vil CO2-optaget gennem skovene komme op på otte tons pr. år. Herefter begynder mulighederne for at binde og parkere kulstoffet i tømmer og
trækonstruktioner, der kan fortrænge brugen af beton, stål og glas med videre.
Alle elsker jo skov, hvor det giver mening at have skov, og hvor det ikke tager udsigten. Desværre redder
panikagtigt skovrejsning på frugtbare landbrugsjord meget lidt i den nuværende situation.
Det gør en veldyrket hvedemark, den leverer 10 tons korn eller mere pr. hektar pr. år. Og så optager op til
18 tons CO2 pr. år, hvis den dyrkes på de velegnede jorde her i Danmark. Her, hvor vi har fået styr på næringsstofudvaskningen – kom bare og mål efter kvælstof i vores drænudløb.
For hver hektar god hvedejord, vi udtager og tilplanter med ny skov, mister vi her og nu et årligt CO2-
optag på – lavt sat – fem tons CO2. Dermed er vi medvirkende til, at det tager flere år end nødvendigt, før
kloden bliver klimaneutral. Med planerne om 250.000 hektar skov mister vi hovedløst et optag på mindst
en million tons CO2 de første mange år. Der har end ikke været en førsteårs skovløberlærling til stede
under trepartsforhandlingerne, så var det her ikke sket…
Allerede nu frygter såvel landbruget selv som de øvrige deltagere i treparten, at landmændene ikke frivilligt vil realisere trepartens mål med de kendte tilskudssatser. At det ikke kommer til at ske frivilligt,
kan vi skam også fra Agerskovgruppens side bekræfte. Landmænd er som alle andre mennesker, vi hverken gældsætter os eller melder os frivilligt til ordninger, der er meningsløse.
Vi har en regering, der selv udnævner sig som mærkelig. USA’s nye præsident er mærkelig. Og den grønne treparts plan om massiv reduktion af CO2-optag fra fødevareproduktionens planter til panikagtig
skovrejsning er også mærkelig.
indsendt af Formand for Agerskovgruppen, Jens Peter Aggesen,
