
Løgumkloster viste sin stærke lokale ånd, da over 160 borgere mødte op til et borgermøde i Klosterhallen den 5. februar 2025. Mødet var startskuddet til en ny byudviklingsplan for byen, og den store deltagelse vidner om et stærkt engagement i byens fremtid.
Aftenen startede med fællesspisning, hvor mere end 130 personer deltog, hvilket skabte en hyggelig og uformel atmosfære. Herefter præsenterede medarbejdere fra Plan, Land- og Byudvikling i Tønder Kommune de tre hovedtemaer i udviklingsplanen:
- De fysiske rammer
- Kultur- og naturværdier
- Handels- og erhvervsmiljøet
Formålet med mødet var at give borgerne indblik i udviklingsplanen og inspirere dem til at deltage i de kommende arbejdsgrupper. Interessen for at bidrage til byens udvikling var tydelig, da et stort antal borgere meldte sig til de forskellige arbejdsgrupper.

Stemningen i Klosterhallen var præget af entusiasme og en stærk lokal forankring. Efter præsentationen fra kommunen var der en åben dialog, hvor borgerne kunne stille spørgsmål og komme med idéer til udviklingsplanen. De mange samtaler understregede den store interesse for projektet og skabte et solidt fundament for det videre arbejde i arbejdsgrupperne.
Et inspirerende indslag i mødet var et oplæg fra Didde, Ida og Jennifer fra 7.a på Løgumkloster Distriktsskole. De præsenterede deres vinderprojekt fra Projekt Edison 2024 og imponerede med deres innovative tanker om byudvikling. Som tak for deres præsentation modtog de en gavekurv.
Den store deltagelse i borgermødet viser, at Løgumkloster er en by med et stærkt fællesskab og stor frivillighed. Byen har længe ventet på opstarten af udviklingsplanen, og med en stærk lokal forankring og et velfungerende netværk er grundlaget nu skabt for det videre arbejde. De mange gode idéer, der blev diskuteret på mødet, giver arbejdsgrupperne et stærkt udgangspunkt.
Det er stadig muligt at deltage i arbejdsgrupperne, og interesserede kan sende en tilmelding til jomgr@toender.dk






