
Ballum Idrætsforening har indgået en ny lejeaftale med Ballum Multihus, der sikrer foreningens fortsatte adgang til lokalerne i den tidligere Ballum Skole. Aftalen træder i kraft fra januar 2025 og løber foreløbigt frem til udgangen af 2025, hvor lejen vil blive evalueret.
Efter nedlæggelsen af Ballum Skole har Ballum Idrætsforening haft en driftsaftale med Tønder Kommune om at benytte skolens faciliteter. Denne aftale har sikret, at bygningen fortsat har været et centrum for lokale aktiviteter. Nu er ejerskabet overgået til Ballum Multihus, hvilket har nødvendiggjort en ny lejeaftale.
Medlemstal og økonomi
Ballum Idrætsforening har idag 157 medlemmer, hvoraf størstedelen er over 25 år. Derudover er der 17 aktive bestyrelsesmedlemmer, trænere og ledere.
Foreningen har ansøgt om lokaletilskud til den nye lejeaftale, som beløber sig til 48.000 kr. årligt. Fritidsforum har godkendt ansøgningen og bevilget et tilskud på 27.648 kr.
Den nye lejeaftale og det bevilgede tilskud giver Ballum Idrætsforening et solidt grundlag for at fortsætte de lokale aktiviteter i de kendte rammer. Evalueringen af lejeaftalen i 2025 vil sikre, at lejen er fastsat korrekt og retfærdigt for begge parter.






