
Bedre Psykiatri Tønder afholdt torsdag den 5. december et velbesøgt arrangement, hvor fokus var på autisme og ADHD.
Aftenen bød på to spændende oplæg. Først fortalte en repræsentant fra PsykInfo om organisationens arbejde inden for psykiatrien og de tilbud, der findes.
Derefter tog Line ordet og delte sin personlige historie om at leve med både autisme og ADHD. Line gav publikum et indblik i, hvordan det er at navigere i en verden, der ofte er udfordrende for personer med disse diagnoser. Hendes åbne og ærlige beretning gjorde et stort indtryk på de fremmødte.
Under Line’s foredrag var der rig mulighed for at stille spørgsmål. De cirka 40 deltagere benyttede sig flittigt af chancen for at få uddybet emnet og dele deres egne erfaringer. Enkelte sad med notesblok og pen for at få noteret vigtige pointer.
Aftenen var en stor succes og vidnede om et stærkt engagement i emnet. Bedre Psykiatri Tønder har med dette arrangement vist deres betydning for at skabe et mere åbent og forstående samfund over for mennesker med psykiske udfordringer.






